Spar2 fylder 40 – og nostalgien vælter ud af højttalerne
Når Spar2 i 2026 fejrer 40 år, bliver det med et jubilæumsbrag af en fest, der kan mærkes helt ned i maven. Nostalgien vil vælte ud af højttalerne i et festfyrværkeri af pop, minder og livsglæde.
Det hele begyndte i ungdomsklubbens øvelokale i 1986. Siden har orkestret med opslidelig begejstring spillet og festet sig gennem fire årtier – på store scener, i haller, på festivaler og ja… på trailere.
Som forsanger Peter Ebberfeld siger:
“Vi startede som børn – og vi glæder os som børn. Hver gang vi mødes og spiller, føles det som at træde direkte ind i vores egen historie. Og i den historie er der også et publikum, der har sunget med hele vejen. Dét er lykken, og dét skal fejres.”
I jubilæumssæsonen vil musikken, minderne og magien løfte festen til højder, vi næsten havde glemt fandtes. Byens Bedste Bryster, Århus Pige, Leve Uden Dig, Skrid Babe, Tro Mig På Mit Ord – og alle de andre – de ér der. Og der må skråles, grines og danses med fra første tone.
Når publikum råber “Kæmpe Kæppe Knækker Næppe” i kor eller sender en stille hilsen til “Datter Af Præsten”, så er festen i gang. Og når “Sommeren Sidste År (Blåvands Bølger)” ruller ud, og der skråles “Shanananananananana” mod himlen, er der ingen vej tilbage.
Det bliver vildt, rørende og skørt. Det bliver LIGE, som et jubilæum skal være.
For om publikumstallet er tres eller tusind, om scenen står på europaller eller meterhøjt stillads – Spar2 vil altid bare være… drenge på en trailer.