Danmarks mest populære 80’er-orkester, Hit med 80’erne, fyrer tradition tro op for festen på Tobakken. På sætlisten er alle de sange, du kender fra den danske rocks guldalder
Opstilling: Stående – men der er mulighed for at købe siddepladser på 2. balkon
Kom og genoplev de udødelige hits fra Tøsedrengene, Rocazino, RayDeeOhh, Gnags, News, TV2, Dodo & The Dodo’s, – fortsæt selv listen – når Hit med 80’erne vender tilbage.
Hit med 80’erne var for første gang i øvelokalet den sommer, hvor John ”Faxe” Jensen ramte den lige i røven og sendte Danmark afsted mod titlen som europamester i fodbold. 1992 er længe siden. Dengang var orkestret bare en sjov idé. Ingen havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad der ventede. I 2025 tager Hit med 80’erne på tur for 33. år i træk. De seneste år har budt på en række udsolgte koncerter rundt omkring i Danmark. Stadig med sangene, anekdoterne og minderne fra dengang i 80’erne som bindemiddel.
Det særlige årti
Den danske sangskat fra det pastelfarvede årti er tilsyneladende helt uden udløbsdato. Faktisk har tendensen de seneste år været, at den danske 80’er-rock er mere populær end nogensinde. Måske er sangene snurret fast til de dramatiske begivenheder for snart 40 år siden. Mens Danmark skrålede Indianer, Jeg Elsker Dig og Afrika, rasede Den Kolde Krig uden for døren. Frygten for atomkrig var massiv, vi blev bevidste om miljøtruslerne, og den danske økonomi måtte hales i sikkerhed fra det, en politiker havde kaldt for afgrundens rand. Til sidst faldt Berlin-Muren, og hele verden blev en anden. Men sangene. De står endnu.
Hit med 80’erne genopliver musikken, der betød så meget for så mange. Og sender samtidig en stor, respektfuld tak til de danske 80’er-stjerner og deres sange, som gør det hele muligt. Flere af dem har fra tid til anden været med på scenen hos Hit med 80’erne. Men orkestret kan først og fremmest selv.
Vi ses til november.
Det praktiske
Arrangør: Tobakken
Doors: Dørene åbner kl. 19:00
Info til kørestolsbrugere: Billetter til kørestolspladser på Tobakken købes via Billetten, som kan kontaktes på telefon 76 10 90 10 alle hverdage fra kl. 10:00 til 16:00