Sidste chance for håndtegn og highfives
Efter mere end 12 års koncerttørke vender de danske hiphop-pionerer Rockers By Choice tilbage til scenen. I starten af 2028 tager de på deres absolut sidste klubtour, hvor der er lagt op til oldschool-beats, rå energi og masser af nostalgi. Så hvis du vil opleve legenderne bag mikrofonerne én sidste gang, er det nu, du skal slå til.
Da Rockers By Choice brød igennem med Opråb! Til det danske folk i 1989, var de med til at skrive dansk musikhistorie. Sammen med blandt andre MC Einar banede de vejen for dansk hiphop og viste, at rap på modersmålet kunne indtage både hitlisterne og dansegulvene. Med klassikere som Engel og Nej til narkotika satte de et solidt aftryk på en hel generation.
Nu samler Amager-drengene holdet igen. Fansenes vedholdende efterspørgsel har sendt dem tilbage på landevejen, og bandet lover, at der bliver skruet helt op for Gang i den, når de indtager landets klubscener for sidste gang. Det bliver en sidste mulighed for at dele håndtryk og highfives med et af dansk hiphops mest betydningsfulde navne.
Og der er mere nyt fra pionererne. Rockers By Choice bryder også stilheden i studiet med Ghettoblaster – deres første officielle nye single i 24 år. Her genopliver de den tunge oldschool-lyd i en opdateret version, der trækker tråde tilbage til begyndelsen.
Det er sidste omgang. Sidste highfives. Og sidste chance for at opleve Rockers By Choice live.