Glæd dig til en kæmpefest, når nogle af Danmarks mest markante artister Gobs og Blæst indtager Store Sal med alle deres hits
GEN:LYD er en tilbagevende aften på Tobakken med de hotteste og mest markante navne og DJ’s, som dominerer de danske hitlister.
Denne gang kan du på en og samme aften opleve Gobs og Blæst.
Det bliver en eksklusiv aften med hits og kæmpe energi, der giver genlyd langt ud over Esbjergs bygrænse.
Gobs siger tak for sidst og tror på kærligheden
Gobs har de seneste år cementeret sig som en af de mest markante stemmer på den danske popscene. Med sin ærlige lyrik, stærke melodier og en lyd, der balancerer mellem pop, hiphop og R&B, har han ramt en nerve hos et bredt publikum – både på streamingtjenesterne og foran scenen.
Sange som Tak For Sidst, Tro På Kærlighed og Livet Er For Kort har samlet millioner af streams og sunget sig ind i hjertet på en generation, der kan spejle sig i Gobs’ personlige fortællinger om kærlighed, tvivl, tab og håb. Hans evne til at skrive sange, der både føles intime og samtidig fungerer som fællessang for tusindvis af mennesker, har gjort ham til en artist, der for alvor agerer samlingspunkt over sommeren.
Gobs udgiver I 2026 sit femte album ‘Depressiv Tankegang’, som står på skuldrene af ‘Knuste Hjerter Heler Aldrig’, ‘Mellem Himmel & Jord’ som begge lå #1 på albumhitlisten, ligesom sidste års ‘I Dag, I Morgen, 4Evigt’ gav os ‘Alt Ved Dig’ der gik #1 på Spotify’s Top 50, og ‘Igen & Igen’ samarbejdet med OneTwo der længe lå #1 på de danske radior i 2025.
Et af landets bedste live-bands med hit på hit med i bagagen
Blæst har manifesteret sig på ny som et af de bedst spillende livebands fyldt med overskud og musikalske uforudsigeligheder, samt med deres efterhånden imponerende bagkatalog af hitsingler og priser, heriblandt den prestigefyldte ‘P3 Lytterhittet’ med sangene ‘Elsker dig så meget’ og ‘Juice’.
Med bandets nye forsangerinde SASO udgav Blæst sangene Vi ku’ gå hele vejen og Den Nye Pige i 2025 som begge har ligget i toppen af radiofladen, ligesom bandet også gav et meget ærligt indblik i rejsen i den store og anmelderroste DR Serie ”Hende Den Nye”.
Senest har bandet udgivet singlen ”Forever”, som SOUNDVENUE beskrev som “rablende vanvittigt, på den gode måde”.
De seneste GEN:LYD-aftener har været bragende udsolgte. Så skynd dig at sikre dig billet til efterårets største musikfest.