Indierockerne Blaue Blume er et af Danmarks bedste livebands. Nu kan du opleve deres storslåede, hårdtslående og melodiske lyd live på Esbjergs rytmiske spillested Tobakken
Blaue Blume betegnes som et af Danmarks bedste livebands. Gang på gang formår bandet at blæse publikum bagover med deres eminente blanding af gigantiske, soniske shoegaze-landskaber, hårdtslående postrock-passager og let svævende melodiske popsange. Balancegangen mellem melodisk enkelhed og euforisk storladenhed formår de at finde til perfektion, og bandet har høstet en lang række topanmeldelser for deres koncerter såvel som deres albumudgivelser.
I 2024 tog Blaue Blume hul på en ny æra med den dansksprogede single Det er din kærlighed, der fik massiv radio-airplay, og den blev fulgt op af Følsom dreng og Det husker jeg. I november spillede bandet deres til dato største koncerter i Falkonersalen i København og ACC i Aarhus, og for fulde sale tryllebandt de publikum.
