Sommer på Tobakken

13. - 15. august
2026

Tobakken
Glæd dig til tre magiske dage med gratis musik, workshops, fællesskab og oplevelser under åben himmel, når Sommer på Tobakken løber af stablen for første gang den 13.-15. august


Nu forvandler vi pladsen foran Tobakken til et levende byrum, der samler Esbjergs kvarterer og kreative kræfter – lige midt i byen.


Sommer på Tobakken er gratis og byder på et program, der er skabt af lokale kulturaktører, foreninger og kreative kræfter.


Her kan du opleve livemusik, kreative workshops, kunst, fællessang og fællesskaber, der viser noget af det bedste fra Esbjergs kulturliv – og du kan selv tage del i løjerne.


Tag familien, venner, børn og børnebørn eller naboen med, og vær med til at opleve tre magiske sommerdage på pladsen foran den gamle tobaksfabrik.


Program


Programmet offentliggøres løbende.



Torsdag den 13. august

kl. 14:00-18:00: Second Hand Marked

Kom og gør et godt kup, når GAME inviterer til Second Hand Marked på pladsen foran Tobakken. Det er godt for klimaet og din pengepung.


Vil du sælge dit tøj? 

Så kan du booke en stand her.

Det koster 50 kr. at have en stand.

Second Hand Marked slutter kl. 18:00

kl. 14:00: Halmøre

Glæd dig til at blive inviteret ind i den glade og legesyge stemning med bandet Halmøre!

Med musikalsk inspiration fra både bluegrass, irsk folkemusik og country garanteres et show, der kan fange ethvert publikum, lige fra børnehaver til bodegaer. På selvlærte traditionelle instrumenter bliver der fyret op for gamle traditionals og selvskrevne sange akkompagneret af banjo, skovmandsskjorter, skeer og det der er værre.

kl. 15:00: Håndholdt

Håndholdt er et nyt dansksproget band, der skaber nærværende musik med stærke melodier, poetiske tekster og et organisk lydbillede. Bag projektet står sangskriverne Anja Møllerskov og Mads Pugholm Pedersen, som med mange års erfaring fra forskellige bands og musikalske samarbejder har fundet sammen om et fælles udtryk med fokus på ærlige fortællinger og musik skabt på egne præmisser.

Bandets sange kredser om de historier, tanker og følelser, der ofte gemmer sig mellem linjerne. Teksterne er eftertænksomme og personlige, mens musikken balancerer det rå og det varme med plads til både stilhed, dynamik og stærke vokalharmonier.

Anja Møllerskov har gennem en årrække sat sit præg på musiklivet i Esbjerg med sin karakteristiske stemme og sit stemningsfulde guitarspil. Sammen med Mads Pugholm Pedersen, der har rødder i Viborg og i dag er bosat i Østjylland, forenes vest- og østkystens musikalske temperament i et fælles udtryk, hvor nærvær og autenticitet er omdrejningspunktet.

Håndholdt har netop indspillet deres kommende EP, og den første single markerer begyndelsen på et nyt kapitel. Musikken henvender sig til lyttere, der værdsætter nuancer, stærke fortællinger og sange, der bliver hængende længe efter den sidste tone.

Anja Møllerskov – vokal og guitar
Mads Pugholm Pedersen – trommer og percussion
Helene Bak – klaver og vokal
Bo Møller – guitar

kl. 16:00: Musikquiz

Quizmaster Anders Bjerring kommer og sætter gang i Tobakkens forplads med sin musikquiz.
Vi skal quizze i bandnavne, sangtitler, albums, årstal, tekster og meget mere.
Det hele er krydret med masser af musiknumre – og der er garanti for god stemning .. og masser af syng-med-muligheder!
Og derudover er der naturligvis masser af fede præmier!
Tag vennerne, familien og naboen under armen – og kom til Musikquiz til Sommer på Tobakken!”

kl. 18:00: irmelin

I sine eksperimenterende kompositioner udforsker irmelin grænselandet mellem det organiske og det elektroniske. Med sin baggrund i klassisk musik, rummer hendes kompositioner alt mellem kolde synthesizere og unikke vokaler inspireret af den europæiske kortradition.

Musikkens fortællinger afspejler et ungt, eftertænksomt menneskes bearbejdelse af kærlighed, hverdag og venskab. Kærlighed i alle dets forskellige former. Alt dette ender ud i råt emotionelt udtryk, hvor der ikke bliver lagt låg på hverken de store eller små følelser.

Koncerten med Irmelin præsenteres i samarbejde med KOLD Festival og Godset.

 

kl. 19.10: drømmeganger

drømmeganger fik for alvor opmærksomhed efter sejren i Quasar-finalen på Jelling Musikfestival, hvor pressen beskrev koncerten som “hvad der måske bliver en af festivalens bedste”.

Bandet skaber koncerter, der føles som at blive kastet direkte ind i en kollektiv feberdrøm. Alternativ pop, synthrock og techno smelter sammen i et intenst liveunivers, hvor synthesizere, saxofon og eksplosive dynamikker driver et show, der balancerer mellem det drømmende og det konfronterende. Det storladne og intense, såvel som det personlige og intime.

Hos drømmeganger er koncerten en helhedsoplevelse, hvor musik, performance og scenografi væves sammen i et omskifteligt og dragende univers. Stemningerne skifter hurtigt, energien er fysisk, og nærværet er kompromisløst.

Oplev det selv til Sommer på Tobakken.

Koncerten med Drømmeganger præsenteres i samarbejde med KOLD Festival og Godset.

kl. 20:20: Chross

Chross er en dansksproget duo med rødder i Esbjerg. Duoen består af Andreas Skovdam og Pelle Simoni.
Musikken bevæger sig i krydsfeltet mellem det poppede og det eksperimentelle og blander elektroniske og akustiske elementer.
Du får stærke melodier, legende teksturer og en nysgerrig tilgang til musikken.
Duoen arbejder frit med kontraster – det skrøbelige og det pulserende, det enkle og det komplekse – og skaber dermed et særligt udtryk, der hele tiden bevæger sig og overrasker.
Chross blev udvalgt til QUASAR Live 25/26 og har blandt andet spillet på Jelling Musikfestival i år.
Fredag den 14. august

Kl. 14:00: Min Veninde Signe

Vi åbner fredagens musikprogram med Min Veninde Signe, der skriver varme og nærværende sange om både hverdagens små øjeblikke og livets store følelser.

Med et moderne indie-take på singer-songwritertraditionen skaber hun et musikalsk univers, der føles som en god samtale med en nær ven.

Hendes sange emmer af ro, varme og genkendelighed, og publikum kan se frem til en koncertoplevelse, hvor nærvær og stærke melodier er i centrum.

Siden udgivelsen af debut-EP’en Danser har Min Veninde Signe spillet på blandt andet SPOT Festival, Jelling Musikfestival og Aarhus Jazzfestival, og i 2026 blev hun kåret som årets KATAPULT ved Folk & Fæstivals talentshowcase.

kl. 14:00-18:00: Workshop – black out poetry art

Vær med, når vi sammen med Esbjerg Kunstmuseum tapetserer væggene på forpladsen med et fælles poetisk vokse-værk og en kæmpestor kollektiv collage.

I black out poetry art får kasserede bøger nyt liv, når du griber ind, skærer fra, streger over, klipper ud og lader dig overraske af de helt nye udtryk, der opstår. Ved siden af lader vi en fælles Esbjerg-collage vokse vildt af udklip fra kunstværker, magasiner og gamle plakater. Ordene, materialerne og medarbejderne hjælper ideerne på vej. Alle kan deltage.

Det er muligt at deltage i workshoppen, når det passer dig/jer. Den er åben fra kl. 14.00-20.00

Kl. 15:00: Løb med RECOVERY BULLS

Løb med RECOVERY BULLS
Har du lyst til at komme ud på en hyggelig fælles løbetur? Så snør løbeskoene og løb med RECOVERY BULLS, når de inviterer alle med på en fælles tur med afgang fra Tobakkens forplads.
Du behøver ikke være medlem af klubben – alle er velkomne, uanset om du er erfaren løber eller bare har lyst til at være med.
Løbeturen er på fire kilometer og foregår i et roligt og socialt tempo, så de fleste kan være med.
Efter løbeturen kan du vende tilbage til pladsen, hvor der venter kolde forfriskninger, madboder, musik og masser af hyggelig sommerstemning.
Det er ganske gratis at deltage, og du skal blot møde op.

kl. 15:15, 17:15 og 18:15: Crossfit med BOX365 (kræver tilmelding)

 

Kom og prøv HYROX & CrossFit med Box365 på Tobakken!

Til Sommer på Tobakken rykker Box365 direkte ind på pladsen til en omgang fed energi og sved på panden.

OBS: Kræver tilmelding (Kun 20 pladser pr. hold)

For at være sikret en plads, skal du booke på forhånd – du kan ikke blot møde op.

Tilmeld dig her

Kig forbi til en 30-minutters smagsprøve, hvor du kan teste en fed kombination af CrossFit og HYROX. Vi lover et sjovt og alsidigt mix af løb, styrke og funktionelle øvelser, hvor alle kan være med.

 

 

Gennemfør timen og få 5 gratis træninger!

Vi vil have dig med på holdet! Hvis du booker en plads, møder op og gennemfører den halve times træning, kvitterer vi bagefter med et gratis klippekort til 5 valgfrie træninger i Box365!

 

Det praktiske:

Hvornår: Fredag den 14. august
Tidspunkter: Kl. 15:15, kl. 17:15 og kl. 18:15 (Varighed: 30 min.)
Hvem kan være med? ALLE! Vores trænere guider dig hele vejen og tilpasser øvelserne til dit niveau – uanset om du er i topform eller starter helt fra bunden.
Krav: Ingen erfaring nødvendig. Du skal blot booke din plads og møde op i træningstøj, så sørger vi for resten.

Box365 er certificeret i både CrossFit og HYROX, og vi glæder os til at vise dig, hvad funktionel træning og et stærkt fællesskab kan – lige her på Tobakken!

kl. 16:00: Fællessang

I Danmark har vi en stærk tradition for at synge sammen og er måske det land i verden der har flest sangbøger til formålet. Under Corona-nedlukningerne i 2020 og 2021 sang vi meget sammen, hver for sig.

Denne eftermiddag skal vi synge sammen, sammen!

Et skønt hold af lokale musikere vil stå for at sammensætte et repertoire bestående af nye såvel som gamle sange. Det bliver også muligt for publikum at komme med forslag i tiden op til koncerten via sociale medier. Det kan være vi skal omkring Minds of 99, Pil, Anne Linnet, Kashmir eller hvad  I og vi nu finder på.

Vi håber at mange, unge som gamle vil dukke op med smurte sangstemmer og højt humør!

 

LINE UP:

Signe Juhl, vokal

Lasse Bo Nielsen, keys

Bo Møller, guitar

Niels Kvist, bas

Casper Mikkelsen, trommer

Kl. 16:00 – 19:00: Basket med GAME

Kom og prøv basket sammen med GAME. Tag vennerne, kollegerne eller familien med.

Kl. 17:00: DJ Ali Kabali

Alireza (Ali.Kabali) er pladesamler og DJ med base i Esbjerg, byen hvor han er vokset op. Hans interesse for musik begyndte gennem Breaking i 1999, hvor musikken blev en central del af hans udtryk og identitet. Siden 2010 har han samlet vinylplader og udviklet en passion for at opdage, bevare og dele musik fra hele verden. Med over to årtiers erfaring inden for hiphop- og breakkulturen DJ’er han regelmæssigt til events og battles rundt om i Europa. Hans musikalske udvalg er formet af både en dedikeret pladesamlers nysgerrighed og en mangeårig forbindelse til break-kulturen. Til august kan du opleve ham til Sommer på Tobakken. 

 

Kl. 17:30: Ølsmagning (kræver billet)

Smag på lækre specialøl fra forskellige bryggerier, når Royal Unibrew laver ølsmagning.

Der er max 50 pladser, og som den eneste aktivitet under Sommer på Tobakken kræver ølsmagning billet. Den koster kun 50 kroner, og du kan få den her.

Kl. 17:45 og 19:00: Koncert med Martin Majgaard

Oplev Martin Majgaard fra to vidt forskellige sider, når han indtager scenen med to sæt musik.

Først – klokken 17.45 – tager han publikum med ind i sit danske solo-univers fyldt med skæve historier, humor og nærvær.

Derefter – klokken 19 – skruer han op for volumen og genopliver sangene fra Little Johnny Walker – rå, eksplosiv rock’n’roll, som den skal opleves.

Martin Majgaard begyndte sin musikalske rejse i Esbjerg for mere end 23 år siden, hvor han spillede kopimusik på bodegaer og spillesteder over hele Danmark. I 2011 tog han springet og kastede sig over sine egne sange med duoen Little Johnny Walker. Sammen med trommeslager Thomas Ebert skabte han et kompromisløst rockunivers, hvor hårdtslående trommer, simple guitarriffs og masser af energi fik publikum til både at måbe over lydniveauet og gå hjem med ømme nakkemuskler.

Debutalbummet The First Album udkom i 2015, og duoen delte blandt andet scene med Esbjergs egne Kellermensch. Efter udgivelsen gik bandet dog hver til sit, da Thomas Ebert blev ramt af alvorlige rygproblemer. Samtidig havde Martin fået smag for at skrive på dansk – et skifte, der skulle vise sig at blive begyndelsen på et helt nyt musikalsk kapitel.

Med albummerne Skide Med Det Er Løgn, Bare Det Er Spændende (2020) og Forurenet, Forfalsket, Forskruet (2025) har Martin Majgaard markeret sig som en stærk historiefortæller. Sangene balancerer mellem det alvorlige og det humoristiske, og på scenen formår han at få publikum til at bryde ud i latter det ene øjeblik og sidde eftertænksomme det næste.

Som soloartist hylder Martin det danske – og ikke mindst det jyske – med et glimt i øjet, skæve betragtninger og en charme, der gør enhver koncert til en oplevelse.

Glæd dig til en aften med både rå rock’n’roll og danske fortællinger, når Martin Majgaard gæster Sommer på Tobakken.

 

 

Kl. 20:00: Koncert med South of Sundays

South Of Sundays har på få år markeret sig som et af de mest spændende nye navne på den danske rockscene. Efter debutalbummet Honey Tongue i 2024 har bandet høstet flotte anmeldelser, spillet udsolgte koncerter og optrådt på blandt andet Fanø Vesterland.

Bandet er kendt for stærke melodier, rå energi og et moderne rockudtryk, der allerede har skaffet dem airplay både i Danmark og internationalt. Med nyt album på vej og en travl koncertkalender i Europa er South Of Sundays et band i rivende udvikling.

Glæd dig til en intens koncertoplevelse, når den fire mand store rockkvartet indtager Sommer på Tobakken.

 

Kl. 21:30: Viva La Wolfe

Når aftenen falder på, overtager Viva la Wolfe scenen med deres kompromisløse blanding af atmosfærisk rock og rå energi.

Bandet bevæger sig ubesværet mellem det eftertænksomme og det eksplosive og skaber koncerter, hvor stærke melodier, støjflader og intense dynamikker smelter sammen.

Deres kommende album AMBIVALENCE kredser om temaer som frygt, ondskab og de indre stemmer, vi alle bærer rundt på.

På scenen er Viva la Wolfe kendt for deres nærvær og høje nerve, hvor publikum bliver trukket helt ind i musikken frem for blot at betragte den på afstand.

Lørdag den 15. august

kl. 09:00: Workshop for børn – FESTVIFTER

Vær med til at sætte farver på pladsen til Sommer på Tobakken, når Esbjerg Kunstmuseum kigger forbi med en workshop for børn og deres voksne.

Kom og farv, fold og fyld gården med guirlander af festvifter – eller tag dem med dig ud i verden. Oplev hvordan farverne og mønstrene forvandler sig, når vifterne foldes.

Vi står klar med materialer, inspiration, hjælp og ideer. Alle er velkomne.

Man dukker bare op i tidsrummet 09.00-14.00

Kl. 9:00 – 12:00: Hils på sportsklubbernes maskotter

Esbjergs sportsklubbers maskotter har planlagt en udflugt til Tobakkens forplads.

Tag ungerne med, og kom og hils på dem.

Kl. 10:30: – 12:00: Børnerave

Mads Mørup og Martin DeeJay fyrer op for musikken, så børnene kan danse igennem.

Gør jer klar til farver, dans og festlig stemning, når vi inviterer til Børnerave! Her forvandles pladsen foran Tobakken til et energifyldt univers med god musik, sjove beats og masser af plads til at slippe fantasien og danseglæden løs.

Kom som du er – eller tag dit mest farverige outfit på – og vær med til en festlig oplevelse, hvor alle kan være med. En energifyldt formiddag fyldt med dans, grin og gode vibrationer for børn og deres voksne.

kl. 12:30: Yoga

Yoga under åben himmel med Maja Iwinska

Yoga kan dyrkes overalt – og denne time er en invitation til at opleve netop det. Kom og prøv yoga i en afslappet storbyatmosfære, hvor tæpper og asfalt danner rammen om en nærværende og sanselig oplevelse.

Vi begynder med at åbne sanserne for omgivelserne omkring os, inden vi vender opmærksomheden indad. Herefter arbejder vi med en række øvelser inspireret af Hatha yoga, som styrker både krop, balance og nærvær.

Undervisningen er for alle – uanset om du er helt ny til yoga eller har mange timer på yogamåtten bag dig. Du behøver ikke medbringe andet end et åbent sind og lysten til at være til stede i nuet.

kl. 14:30: Salsa

Salsa med Esbjerg Salsaforening

Kom og oplev salsaens glæde og energi sammen med Esbjerg Salsaforening og Erodys Castillo Borrero på Tobakken i Esbjerg.

Alle er velkomne – både dig, der aldrig har danset før, og dig, der allerede elsker de cubanske rytmer. Vi byder på dans, fællesskab og sommerstemning.

 

Program:

14.30: Intro & Rueda med Esbjerg Salsaforening
14.45: Freestyle Animation – alle kan være med
15.00: Pause med lidt social dans, Rueda og hygge og mulighed for at møde os og høre mere om foreningen
15.30: Salsa basisundervisning – alle kan være med
15.40: Salsa Animation – alle kan være med
16.00:,Tak for i dag, Carina Vesti runder af

 

Kom forbi og få en smagsprøve på salsa, god musik og den særlige stemning, som cubanske rytmer skaber. Vi glæder os til at danse med jer!

Kl. 16:30: Ølsmagning (kræver billet)

Smag på lækre specialøl fra forskellige bryggerier, når Royal Unibrew laver ølsmagning.

Der er max 50 pladser, og som den eneste aktivitet under Sommer på Tobakken kræver ølsmagning billet. Den koster kun 50 kroner, og du kan få den her.

– Med Sommer på Tobakken åbner og sammenbinder vi byrummene og danner en ramme for byens kreative. 

Torben Seldrup, direktør på Tobakken

 


Læs mere om baggrunden og vores ambitioner for Sommer på Tobakken her

Læs mere
Praktisk info
Datoer

13. august 2026 - 15. august 2026

Arrangør

Tobakken

Fri entré

Info

Det er gratis at deltage i alt, hvad der sker til Sommer på Tobakken. Du møder bare op og bliver en del af fællesskabet

Program

Info

Programmet opdateres løbende - følg med her på siden, hvor du kan gå på opdagelse i alt det, der sker til Sommer på Tobakken