Sange, historier og alt det, vi gør for ikke at dø
Signe Svendsen kommer til Tobakken i et intimt duoformat sammen med sin mangeårige samarbejdspartner og producer Lars Skjærbæk. Det bliver en nærværende aften, hvor de to musikere skærer helt ind til kernen af sangene – med plads til både de store følelser, de skæve historier og den underspillede humor.
Med albummet Alt det vi gør for ikke at dø har Signe Svendsen endnu en gang slået fast, at hun er en sangskriver med noget på hjerte. Albummet kredser om det, der holder os i live som mennesker: vores relationer, bekymringer, håb og alle de små og store anstrengelser, vi gør os i en verden, der ikke altid er til at forstå.
På scenen får sangene lov til at stå helt rent. Signe Svendsen og Lars Skjærbæk har gennem mange år udgjort den musikalske kerne omkring hendes musik, og i duoformatet bliver der plads til at udfolde sangene i nye versioner og lade fortællingerne fylde.
Publikum kan glæde sig til både sange fra Alt det vi gør for ikke at dø og nedslag i Signes bagkatalog – leveret med hendes stærke stemme, store indlevelse og karakteristiske evne til at fortælle historier, der både kan ramme lige i hjertet og få smilet frem.
En aften med store sange, skarpe fortællinger og masser af nærvær.