PV4 – Jazzkvartet

  • Dato: 1. maj 2025
  • Tidspunkt: 20.00
  • Sted:
    Tobakken
    Gasværksgade 2
    6700 Esbjerg
  • Billetpriser: 130 - 210 kr.

I kølvandet på sit succesrige album Hommage besøger Peter Vuust, med sin stjernebesatte jazzkvartet PV4, Tobakken

Koncerten præsenterer et helt nyskrevet repertoire, der blander stemningsfulde melodiøse kompositioner med velswingende grooves, som bevæger både krop og sjæl. Musikken leveres på en imødekommende og udadvendt måde, der inviterer publikum indenfor til en helt unik oplevelse med både hjerte, humor og virtuositet.

Peter Vuust er en af danmarks bedste bassister og samtidig en bemærkelsesværdig komponist – nomineret til en Danish Music Award for sin plade ”September Song” i 2014, og udover ”Hommage” med en helt spritny udgivelse sammen med Aarhus Jazz Orchestra – der spiller hans musik udsat for big band.

PV4 består udover Peter Vuust af nogle af nordens allerbedste og kendteste musikere, som hver især er ekvilibrister på deres instrumenter. Den svenske pianist, Lars Jansson, er indbegrebet af den nordiske lyd med sin spillestil, som forener det lyriske og sangbare med et helt unikt rytmisk punch, som har gjort ham til en af spillestedernes foretrukne kunstnere. Janssons musik har begejstret anmeldere verden over og fået utallige priser heriblandt en Danish Music Award.

Claus Waidtløw er en af de mest virtuose tenor- og sopran saxofonister i Norden, der samtidig har trukket overskrifter med sine seneste udgivelser, som er blandt de mest streamede danske jazzplader i verden.

Morten Lund er uden tvivl den mest spillende jazztrommeslager i norden. Han spiller fast med nationale og internationale stjerner som den italienske stjernepianist Stefano Bollani, Sinne Eeg, og mange andre. Han er i stand til at levere funky grooves inden for alle stilarter, og er en helt enestående solist.

Sammen leverer PV4 en unik oplevelse, som er både gribende, velswingende og groovy.  

Bas: Peter Vuust
Sax: Claus Waidtløw
Piano: Lars Jansson
Trommer: Morten Lund


Studie- og ungerabat

Er du enten studerende eller under 25 år, kan du købe 1 billet til kr. 130.  Antallet af studie- og ungebilletter, der sættes til salg, er begrænset, og de sælges til dem, der er hurtigst.


Det praktiske

Arrangør: Tobakken
Doors: Dørene åbner kl. 19:00
Info til kørestolsbrugere: Billetter til kørestolspladser på Tobakken købes via Billetten, som kan kontaktes på telefon 76 10 90 10 alle hverdage fra kl. 10:00 til 16:00