Glæd dig til HUN SOLO på Tobakken, hvor du kan opleve Freja Kirk, Asta Norr, Luna Ersahin, Nana Jacobi og Signe Svendsen
En HUN SOLO-koncert præsenterer fem forskellige kunstnere, der går på scenen lige efter hinanden og spiller et solosæt på 20 minutter hver. Denne unikke koncertform giver hver kunstner mulighed for at udfolde deres individuelle talent og kreativitet, mens publikum får en varieret musikalsk oplevelse.
HUN SOLO blev skabt i 2016 af Kirstine Stubbe Teglbjærg, Nana Jacobi og Anya Mathilde Poulsen. De tre initiativtagere ønskede at skabe en platform, hvor kvindelige musikere kunne stå i rampelyset og præsentere deres musik uden forstyrrelser, hvilket bidrager til en intim og personlig koncertoplevelse. Visionen var at fremhæve og styrke kvinders position i musikbranchen, som ofte er domineret af mænd.
Signe Svendsen
Med sit seneste og meget roste album Hvem Vil Ikke Elskes Igen placerer Signe Svendsen sig som en af de bedste danske sangskrivere i hendes generation. Hun har en magisk evne til at gøre det sårbare til noget, vi kan være fælles om og dykker ubesværet ned i kærlighedens vildveje og voksenlivets trakasserier med et helende nærvær og en særegen autenticitet.
SOLO på scenen er hun en sikker entertainer, der bruger tid på fortællinger og betragtninger mellem sangene. Hun spidder vores fælles virkelighed og hverdagen – hvor alvorlig eller komisk den så er.
Freja Kirk
Freja Kirk er en kunstner, der omfavner og udforsker den grundlæggende menneskelige længsel og kamp for at finde sin identitet – i krop, køn, blandt venner, i sorgen og begæret. Noget hun formår at kanalisere og nuancere gennem sine ærlige og soulede popsange.
Efter at have udgivet musik på engelsk i et årti, udgav Freja i 2024 sin første dansksprogede single ”Hvad skal man kalde én som mig”. Nummeret, der handler om at være fanget i gråzonen mellem mand og kvinde, fik stor opmærksom i et bredt udsnit af det danske mediebillede, og kickstartede på imponerende vis popstjernens nye kunstneriske retning på modersmålet.
Kirks evner til at formidle på dansk blev understreget yderligere på single efterfølgeren ”Man Kunne Græde Oceaner”, og med fortolkningen af Anne Linnets ”Hils Din Mor”, sammen med det svenske rap og LGBTQ-ikon Silvana Imam og Linnet selv.
Asta Norr
Asta Norr har en stemme og en musikalitet, man ikke ser hver dag. Hun storhitter på radio med nummeret Til Sommer, som er nummer 10 mest spillede sang på radio i år! For Asta Norr er genrer og rammer til for at blive brudt, og hun blander ubesværet sin baggrund i klassisk musik og jazz med kærligheden til pop, hiphop og reggaeton. Hun har 1 ny single lige rundt om hjørnet.
Nana Jacobi
Nana Jacobi udgav i juni 2024 sangen ‘Når Jeg Danser Bålet’. En midsommersang, tænkt som danskernes nye Skt. Hans fællessang. Sangen bredte sig som en steppebrand, og blev sunget af folk rundt omkring i hele landet. Herunder spillede Jacobi selv sangen i bl.a Go’ Morgen Danmark, på Northside Festival, Copenhell og i Frederiksberg Have sammen med 30.000 mennesker.
Nana Jacobi er i 2024 i gang med at skrive nye sange til et kommende album. Hun har netop skrevet Kulturmødets nye fællessang ‘Syv Milliarder Måder’, som havde premiere ved Kulturmødets åbningsevent. Her opføres sangen sammen med publikum, og det prisbelønnede kor Ung Klang.
Jacobis 2023 var flyvende. Hun ramte forsiden af Danmarks største musikmagasin GAFFA. Ved SPOT Festival 2023 leverede hun én af de koncerter der blev ‘talk of the town’, og overhældt med stjerner af ekstremt begejstrede anmeldere. Senere på året blev hun tildelt medlemskab af ‘Dansk Rock Akademi’ med ordene: “Medlemskabet tildeles i anerkendelse af den indsats og betydning, du har haft for udviklingen af musik og musikliv i Danmark”
I november 22 udgav hun albummet ‘Elvira Sange’, med 18 sange fra tv-serien ‘Elvira’ (Viaplay).
Luna Ersahin
Luna Ersahin er en af tidens mest markante stemmer i dansk musik, kendt for sin kompromisløse og gribende skildring af at være kurdisk/dansk kvinde i Danmark. Bag sig har hun sit band AySay og samarbejder som Tobias Rahim (Kurder i Kbh), Smag på dig selv og DRs pigekor og Rezwan Taha (Rest in Beats). Med sit band AySay, har hun det seneste år turneret landet rundt og betaget publikum, herunder på Roskilde Festival. Bandet har modtaget tre DMA’er, en Carl-pris og er i år nomineret til flere Danish Music Awards.
Luna har tryllebundet publikum på store scener i både ind- og udland, fra Canada og Grønland til Tyrkiet, med deres unikke lydunivers, der krydser kulturelle og musikalske grænser.
Opvokset mellem to verdener – med rødder i både det nordiske og sydvestasiatiske – bringer Luna den tyrkisk/kurdiske folketradition ind i vestlig musikkultur. I hendes sange smelter sprog og tilhørsforhold sammen; ordene bliver til klang og lyd, og teksterne udfolder sig på både dansk, tyrkisk og kurdisk. Luna Ersahin og AySay skaber en musikalsk verden, hvor identitet er både mangfoldig og grænseløs.
Det praktiske
Arrangør: Tobakken
Doors: Dørene åbner kl. 19:00
Info til kørestolsbrugere: Billetter til kørestolspladser på Tobakken købes via Billetten, som kan kontaktes på telefon 76 10 90 10 alle hverdage fra kl. 10:00 til 16:00