Gilli, ICEKIID & Benny Jamz

  • Dato: 24. januar 2025
  • Tidspunkt: 20.00
  • Sted:
    Tobakken
    Gasværksgade 2
    6700 Esbjerg
  • Billetpris: 375 kr.

Glæd dig til en kæmpefest på Esbjergs rytmiske spillested Tobakken, når tre af Danmarks mest markante musikere Gilli, Benny Jamz og ICEKIID indtager Store Sal med alle deres hits

Den her aften vil du ikke gå glip af, når Gilli, Benny Jamz og ICEKIID lægger vejen forbi Esbjerg og indtager Tobakken.


Gilli

Gilli var i 2024 for 10. år i træk at finde blandt Spotifys 10 mest spillede artister, hvoraf han i seks af de år har været den #1 mest spillede artist. Med massevis af succesfulde albums og EP’er og tonsvis af singler har Gilli cementeret sin position som en af de mest prominente figurer på den danske musikscene, og han blev den første dansksprogede kunstner til at nå en milliard streams; en milepæl han endda nåede for flere år siden.

I november 2023 glædede Gilli sine fans med udgivelsen af EP’en, Kiko Club, og et halvt år efter, i juni i år, udkom albummet KENNY, som er lavet med vennen og BOC-partneren Benny Jamz. Albummet skabte øjeblikkeligt nye klassikere såsom Reposado, Booty Up og Chicagenhagen. Begge albums har lagt nye gigant-hits til det i forvejen imponerende bagkatalog.

Gilli startede sin musikalske rejse, som grime-rapper med gruppen B.O.C i 2010, og kan nu bryste sig med at være en af Danmarks mest indflydelsesrige og banebrydende kunstnere nogensinde. Siden sin debut-EP Ækte Vare fra 2015 har han konsekvent genopfundet sin lyd ved at fusionere elementer fra forskellige musikgenrer.

I 2024 satte han en milepæl på livescenen med en legendarisk nattekoncert på Roskildes Orange Scene og senere på sommeren på Smukfests Bøgescener. Til januar kan du opleve Gilli og alle hans mange hits i Store Sal på Tobakken.


Benny Jamz

Benny Jamz’ indflydelse på det danske musiklandskab er langt større end mange måske er klar over. Den alsidige kunstner har, som stiftende medlem af både B.O.C og MOLO, været med til at forme og for evigt ændre den danske rapscene igennem mere end 10 år. Med en innovativ tilgang og fingeren på pulsen af de nyeste trends har Benny Jamz introduceret en ny lyd, der fortsat skaber bølger over hele landet.

Sideløbende med sin medvirken i de prominente rapkollektiver har Jamz opbygget en stærk og stadigt stigende solokarriere med nu tre anmelderroste og guld-certificerede albumudgivelser og flere håndfulde singler i eget navn. Debutalbummet 1010 fra 2020 fik et brag af en start med en direkte 1. plads på hitlisten og stor ros fra anmeldere.

Du kan se frem til at opleve en lang perlerække af de mange hits udfoldet i et eksplosivt liveshow, ført an af Jamz’ energiske og karismatiske sceneshow.


ICEKIID

ICEKIID har cementeret sin position som en af Danmarks mest lovende artister og afro-beat sangere med en lang stime af hits og en overvældende scenetilstedeværelse.

2024 bragte også nye hits til det i forvejen bugnende katalog: Singlen Balaclava, EP’en Afrodanske II, 4 LIFE med Gobs, og ICEKIID gæstede også Tobias Rahim på storhittet Dark Room.

ICEKIIDs unikke talent og hans samling af gennemførte hits, som ErruDumEllaHvad, Gulddans, Jumeirah, Blondiner & Brunetter samt mange flere, garanterer et højspændt og energifyldt show hver eneste gang. Med FCK-hyldestsangen Gulddans fra 2016 fik ICEKIID brudt igennem på musikscenen, og i 2021 skrev han dansk musikhistorie ved at sikre sig en plads til ErruDumEllaHvad i det populære videospil FIFA.

Til januar kan du opleve ICEKIID på Tobakken, og missionen er, at skabe en enorm fest og for én gang slå fast, at han er ”Kongen af skandinavisk afrobeats”.


Det praktiske

Arrangør: Tobakken
Doors: Dørene åbner kl. 19:00
Aldersbegrænsning: Der er ikke nogen aldersbegrænsning, men vi anbefaler, at børn følges med en voksen
Info til kørestolsbrugere: Billetter til kørestolspladser på Tobakken købes via Billetten, som kan kontaktes på telefon 76 10 90 10 alle hverdage fra kl. 10:00 til 16:00